Forord "Olivenolie":

Kunne man forestille sig, at de danske landmænd begyndte at fremstille smør, hvis duft, smag og udseende var bestemt af den korace, de havde gående på særligt udvalgte græsninger, og af det specialfoder, de gav dem i staldene - og at man således kunne smage forskel på smør fra Jylland og smør fra Sjælland?

Det er nok svært.
Men det er ikke desto mindre den udvikling, der er i gang i Italien med sydens fedtstof: olivenolien.

Der sker i disse år en genopdagelse af olivenoliens mange dyder; ikke blot har man konstateret oliens rolle som et væsentligt element i middelhavsdiæten og for vores sundhed, men den er også ved at erobre en plads på det kulinariske verdenskort, hvor dens forskellighed bliver lige så værdsat som forskelligheden i vine.

Offentlige institutioner er begyndt at forske grundigt i olivenolie, antallet af professionelle smagere stiger hurtigt, kurser dukker op alle vegne med olivenolie som tema, og forskellige smagsteknikker fremdyrkes. Restauranter med både vinkort og oliekort bliver mere almindelige, det første olioteca har også set dagens lys.
Selv de store industrier har forstået, at kunderne ikke kun vil have én slags olivenolie, og sender nu typisk 3-4 forskellige smage på markedet. Olivenolie og EU har siden den første fælles landbrugspolitik hængt sammen på godt og ondt.

Når det gælder olivenolie, er landbrugskommissionen oppe imod stærke kræfter, især når det gælder støtten til olivenbønderne og forbrugeroplysninger.
Olivenoliemarkedet er domineret af store multinationale interesser, og derfor kommer forbedringerne kun i meget små portioner.
EU's støtte af lokale produkter gennem tildeling af beskyttelsesbetegnelser DOP og IGP har stor betydning, både kommercielt, produktionsmæssigt og kvalitetsmæssigt.
Mange bønder begynder at forstå, at der er noget at vinde ved at lave kvalitet, og begynder at fjerne sig fra at lave olie destineret til raffinering.
Både som medlem af EU og som forbruger er det vigtigt at vide, hvilken politik der føres, også selvom det er et landbrugsprodukt, vi slet ikke selv kan lave.

Denne bog handler mest om italiensk olivenolie.
En af grundene er naturligvis, at jeg bor i dette land, men det skyldes sandsynligvis også den følelse, som karakteriserer olivenoliens verden, og som måske kun kan sammenlignes med moderfølelse, nemlig at alle, og jeg mener alle, med lige stor overbevisning føler: Min olie er den bedste i verden. Det hører man i Grækenland, i Spanien, i Libyen, i Palæstina - you name it.

Alle tror selv på det, om så det er en harsk olie med en syreprocent på 4, så er det den olie, man kender, og den, man holder af.
Denne kærlighed til egen avl kan gøre det svært at diskutere kvalitet, og derfor har italienerne på en måde haft let spil; de har sat standarden for, hvad der er god olivenolie, og mangler olien den friske frugtagtige smag af oliven, så er den ikke af god kvalitet, hvor elsket den end er.

Det er italienerne, der har sat sig på verdensmarkedet.
De opkøber og videresælger olier med store armbevægelser, men de har også sat sig på nuancerne og står for de små raffinerede forskelle - ingen kommer uden om dem, hverken på godt eller ondt.
Der vil altid være en stor gruppe mennesker, som blot drikker rød-eller hvidvin, og en noget mindre, der drikker en Cabernet Sauvignon, en Barbera, en Sangiovese eller en Nero d'Avola.

Ligeledes vil der være en stor gruppe, der spiser olivenolie, og en mindre, der vil have en ekstrajomfruolie af Frantoio, Leccino eller Moraiola.

Den sydeuropæiske vurdering er, at nordeuropæerne kun spiser olivenolie for sundhedens skyld, de har endnu ikke opdaget dens smag.
Det håber jeg, at denne bog kan være med til at råde bod på, og jeg håber, at bogen vil være et brugbart redskab på rejsen fra den ene store olieoplevelse til den anden.

Min egen rejse ind i olivenoliens verden var uden bagage, og at olivenolie skulle komme til at fylde så stor en del af min tilværelse, var ikke det, jeg mest forestillede mig, når jeg tænkte på min fremtid, mens jeg cyklede til og fra gymnasiet i Næstved.

Men det viste sig, at dette lille grønne bær, hvis smag jeg ikke brød mig om, og hvis træ jeg aldrig havde set, skulle fylde mig med nysgerrighed og føre mig ud i områder fulde af kultur og historier, af fup og videnskab, af bedreviden og ny viden, af gamle bønder og kvindeangst, af venskaber og generøsitet og ikke mindst opdragelse af smagsløgene.
Rie Boberg